Hej tvillingeforældre! Mit navn er Johanne, jeg er 27 år og bor i en lille by på Vestsjælland. Min kæreste hedder Martin og er 30 år. Sammen har vi tvillingepigerne Ellen og Esther på 3 måneder.

De blev født den 9. april 2024 på Roskilde sygehus. Det var et planlagt kejsersnit, der gik som det skulle, på godt og på ondt. 😉

Først vil jeg lige sige at det her indlæg ikke handler om tiden med graviditeten, selve fødslen eller amning. Alle de nævnte emner er nogle store og fantastiske bedrifter, ingen tvivl om det. Jeg ved bare at det overhovedet ikke er mig der skal videregive fortællinger om disse ting.

 

Jeg har et lang større behov for at fortælle jer om tiden efter.

 

Når man skal have/har fået tvillinger skal man først og fremmest blive “ven” med at man befinder sig, i en helt særlig situation. I mit tilfælde er det de første børn, og jeg har derfor ikke prøvet moderskabet før.

Da jeg var gravid og skulle videre bringe den lykkelige nyhed om at Martin og jeg ventede tvillinger, var den første sætning der kom fra folk: “Hold da op i får travlt!”

At kalde det for en sætning er måske så meget sagt, det var nærmere en konstatering på forhånd. Jeg anede ikke hvad vi gik ind til, så jeg smilede bare og sagde, ja det gør vi. Hvilket viste sig at være hudløst ærligt!

Men dagen kom, hvor pigerne kom! Efter mange lange timer på opvågning blev jeg endelig forenet med det der nu skulle være min familie. Eller i hvert fald min ene datter. Den anden måtte ikke forlade neonatal afdelingen.
Jeg var indlagt på barselsgangen indtil jeg selv kunne gå på toilet. Martin fik aller nådigst lov til bære min lille Esther ned til mig, så jeg kunne se hende.

I det der skulle være det smukkeste øjeblik i verden, stod der 6 mennesker og kiggede på mig, imens jeg sad med en lille bitte pige jeg slet ikke kendte endnu. Jeg er usikker på om jeg begyndte at græde fordi jeg så hende, eller om jeg faktisk begyndte at græde fordi at jeg følte mig så presset. Og det er lige præcis det jeg vil med det her blogindlæg – tale om PRESSET.

Jeg tænker at jeg lige vil give jer et kort indblik i min personlighed. Det fremmer forståelsen 😉

Jeg har altid sat en ære i at være ordentlig, når det gælder mødet med nye mennesker. Og her er det vigtigt at understrege, at der er stor forskel på ”ikke at kunne sige fra” og ordentlighed.

Folk forveksler tit disse to ting. Jeg er også en person der ikke fungerer i rod. Både rod i det fysiske miljø, men også rod i hovedet. Jeg kender mig selv virkelig godt, så derfor ved jeg nøjagtigt hvordan jeg bringer den bedste udgave af mig selv frem. Det er uanset om der kommer gæster eller ej. Når jeg finder mig selv i travle situationer, etablerer jeg hurtigt en lille “struktur” i mit hoved.

 

Jeg finder lyn hurtigt ud af hvad mine prioriteter er, sætter dem i rækkefølge, også handler jeg. Det er min strategi, og det har det været i mange år.

 

Nå, men nu er alt det på plads, så tænker jeg at vi kan begynde med at tale som det satans pres der kommer udefra… Undskyld mit “franske”

Vi var indlagt på neo i 12 dage. Min lille Ellen vejede 2100g da hun kom. Hun var simpelthen ikke stor nok til at vi kunne tage hjem med hende.

De 12 dage på neo var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Ikke på grund af afdelingen, sygeplejerskerne, (seriøst! Vi havde de bedste sygeplejersker omkring os! Kæmpe ros til neo afdelingen på Roskilde!) Eller stuegangen hver dag. Nej vi havde det som blommen i et æg.

Det der virkelig var hårdt var alle de mennesker der ville besøge os. Vores familier og venner. Både Martin og jeg har store familier, så der er tale om mange mennesker der pludselig skulle involveres i vores indlæggelse. Alt dette på trods af sygeplejerskens anbefalinger om at holde besøgene til et meget lille minimum. Når man lige har fået to meget smukke piger, vil man gerne vise dem frem til verden.. Eller det tror man, at man vil..

Set i bakspejlet er jeg utrolig ked af at vi gik med til alle de besøg. Vi var indlagt i 12 dage, vi havde 2-3 besøg hver dag, hvor hver besøg bestod af 2 mennesker ad gangen. Det vil sige at på én dag trak jeg mine to piger igennem mødet med omkring 6 nye mennesker. Derudover kom der omkring 4-5 forskellige sygeplejersker, læger, jordemødre eller rengøringspersonale ind på stuen.

 

I kan selv regne ud, hvor mange mennesker de to for tidligt fødte piger mødte, på bare én dag.

 

Så kom dagene hjemme. Vores familier og venner havde fået forståelsen af at vores familie jo sagtens kunne holde til alle disse besøg. Vi regnede egentlig også selv med at det kunne vi jo sagtens, da det var blevet en form for strategi og strukturen i vores hverdag.

Men der varede ikke længe, så måtte mor her desværre begynde at ryge igen. Noget jeg ellers ikke har gjort i 5 år, for bare det at komme hjem med to babyer der kræver din fulde opmærksomhed 24/7 og alt arbejdet omkring dem, svarer jo til to fuldtidsstillinger.

Jeg kunne ikke amme, så vi måtte starte med at give flaske, mens vi var på neo.
Arbejdet i at sørge for flasker, blande modermælk, skolde flasker, skolde sutter, sørge for den rigtige mængde af d-dråber, jern dråber, mælkesyrebakterier og lactulose.

Alt det oveni at passe pigerne når de vågnede, skifte dem, trøste dem, for der var jo ingen der lige havde informeret om, hvor mange mavekneb sådan nogle d-dråber kan give. Det fandt vi ud af på den hårde måde.

Vores første tid hjemme var ikke hyggelig, den var forfærdelig! Vi stod med 2 så kede af det piger, et hjem der skulle holdes nogenlunde, så jeg kunne fungere, to husdyr der også kom hjem efter ophold hos familiemedlemmer under indlæggelsen og når ja, så var der jo også alle de besøgende der skulle komme, op til flere “hold” om dagen.

Vi kunne holde til den metode i få uger, det vil sige til piger ca. var 1 1/2 måned gamle. Herefter måtte jeg sige fra.

Jeg var som sagt begyndt at ryge igen, det giver mening, da det er et velkendt mønster i mit nervesystem. Som tiden gik, begyndte jeg at få mere og mere hjertebanken om aften. Jeg blev selvfølgelig nervøs, og stoppede straks med cigaretterne igen.

Men det gik hurtigt op for mig at det slet ikke havde noget med cigaretterne at gøre. Jeg havde fået mine første spæde tegn på stress. Noget jeg egentlig troede folk ville imødekomme på fineste vis, men den hårde sandhed er; folk kommer skam ikke for at besøge dig, hjælpe dig, eller aflaste dig. De kommer for at se babyerne.

Folk begyndte stille og roligt at tilbyde deres hjælp, da jeg italesatte hvor hårdt det hele var. Det havde de egentlig gjort hele vejen igennem, men sagen er den, at man som sådan ikke har brug for hjælp til at holde babyerne.

…Man har mere brug for hjælp til at slå græsset, lufte hunden, tømme opvaskemaskinen eller måske lige tage toppen af det kæmpe vasketøjsbjerg der bare vokser sig større og større. Det er meget forskelligt hvordan mennesker modtager sådan en besked, nogle omfavner den og bruger tid på at lægge vores vasketøj sammen. Og det er guld værd!

Nogle begyndte at komme uanmeldt, jeg tænker at alle kan forestille sig hvor ubehageligt det er, når man som jeg, laver sig en lille struktur for dagen, når der er travlt.

Jeg lægger mig ikke ned og sover når pigerne sover, jeg bliver nød til at holde hjemmet igang. Det er ikke nogen sur opgave for mig at have styr på mit hjem, tværtimod. Det er der jeg samler energi.

Når der så pludselig står én ved hoveddøren og vil ind, går min struktur i stykker og jeg stopper hurtigt med den opgave jeg er igang med, da jeg som sagt sætter en ære i at mødet med mennesker er ordentligt.

Når det ellers hyggelige, men uanmeldte besøg er overstået, kommer presset.. Det vanvittige altoverskyggende pres du står tilbage med i kroppen. For nu skal du løbe stærkt. Pigerne vågner og skal have mad, pleje, kærlighed og udvikling stimuli til den passende alder.

Din hund har været ude i haven i noget der ligner 4 timer, og den rugbrødsmad du egentlig lige havde regnet med du skulle spise på kanten af tørretumbleren, imens du lagde vasketøj sammen, er nu helt ude af billedet.

Så, det jeg prøver at komme frem til er, MÆRK EFTER hvor lidt og hvor meget i som nye tvillingeforældre kan være i.

Well, der sidder sikkert også rigtig mange singletonforældre der har siddet i samme situation som jeg, det er jeg faktisk ikke i tvivl om. Sagen er bare den, at man som tvillinger forældre har 2 babyer, hvis basale behov er lige stort.

De ved ikke at de er 2, de kan ikke tilsidesætte deres behov, så når behovet er der, skal man som tvillingemor handle utrolig hurtigt, kreativt og samlebåndsagtigt.

Jeg sad en dag med en singleton forældre og gav udtryk for den meget hjerteskærende utilstrækkelighed, som man kan føle som tvillingeforældre. Moderen sagde til mig: “uanset om man har én eller tvillinger, så tror jeg da at man føler sig lige meget utilstrækkelig.”

Min umiddelbare holdning var, at selvfølgelig gjorde man sikkert det. Så fik jeg tænkt lidt over det, da jeg sad med begge mine piger, fuldstændig utrøstelige grundet deres smerter, og tårer der trillede ned ad kinderne på dem.

Hmm tænke jeg, jeg må jo vælge én. Hvem skal jeg trøste først? Hvilke behov for moderlig omsorg og kærlighed er størst? Var det Esther hvorpå hun havde spændinger i maven som var så smertefulde? Eller var det min lille Ellen som det så viste sig at den ene nakkehvirvl sad så skævt, at det tog 4 gange hos en behandler for at rette op på?

Dét mine venner, det er utilstrækkelighed!

Når alt det overnævnte er skrevet, læst og taget til efterretning, skal jeg huske at sige, at det er en helt og aldeles fantastisk livssituation man befinder sig i som tvillingemor! Der findes ingen større livsbekræftende status som moderskabet! Held og lykke til alle de tvillingeforældre som måtte læse dette! Jeg hepper på jer! Vi er seje altså!

Skrevet af: Johanne