Om time for twins

Jeg har startet time for twins, fordi jeg selv manglede råd, vejledning, historier og produkter under min egen graviditet. Derfor har jeg samlet det hele ét sted, i mit tvillinge-univers.

Mit navn er Signe, jeg bor i en lille by udenfor Kalundborg, på Sjælland. Sammen med min kæreste har vi Sophia og Naya, enæggede tvillingepiger fra 2019.

Under graviditeten fandt jeg ud af at der manglede et sted hvor jeg kunne finde de produkter jeg skulle bruge, mange mærker har et enkelt produkt og jeg skulle igennem mange hjemmesider og shops for at finde de ting der var rigtige for os. Nogen ting måtte købes brugt, da de var noget nær umulige at gå fat i her i Danmark.

Vi brugte lang tid på at undersøge markedet tyndt for de bedste ammepuder og barnevogne i de rigtige mål, og som passede til vores bil, vores døre og det terræn vi oftest skulle bruge vognen på. Vi ledte efter gode råd til at håndtere hverdagen og til hvordan vi kunne gøre tingene lettere for os alle sammen.

Derfor har jeg startet time for twins i februar 2023. Tanken med denne side er at samle et bredt udvalgt af de bedste produkter, produkter som jeg selv og andre flerlingeforældre kan stå inde for. Samtidig vil jeg gerne sikre at du her på siden kan finde gode råd og hjælp til de bekymringer du kan have – derfor er min telefon og e-mail også åben for alle typer af beskeder, om du har brug for vejledning til et bestemt produkt, hvis der er noget du mangler, hvis du har brug for råd eller blot har behov for at snakke eller fortælle om en oplevelse.

Stig og jeg mødte hinanden til en byfest i Kalundborg i 2014, vi prøvede at få børn i et par år inden vi blev gravide med vores piger. Det var en besværet graviditet, det er heldigvis ikke alle der er sådan. Jeg kastede op dagligt i 20 uger, havde høj puls og graviditetsdiabetes, jeg fik også en skade på en nerve, som lammede min højre side af mit ansigt i 6 uger. Jeg havde smerter og var stort set bundet til sofaen i halvanden måned inden de blev født. Den 3. august skulle vi til bryllup hos et vennepar, jeg fik puttet min meget store og væskefyldte krop i en kjole og vi tog afsted. Jeg havde i forvejen lovet bruden at jeg ikke ville føde i kirken – det løfte holdte jeg. Men kort tid efter forretten begyndte jeg at blive våd, vandet var gået. Sophia er født den 4. august kl. 15.41 og Naya kl. 16.10. De er født i uge 34+4, sunde og raske og så deler de fødselsdag med deres far.

Velkommen til time for twins – jeg håber at du får glæde af siden.