Den gode tvillingefødsel

Den 3. august 2019 deltog vi i et vennepars bryllup. De seneste to måneder havde jeg være primært sengeliggende grundet en blanding af smerter, udmattethed og efter snakke med min jordemor. Jeg kunne mærke på min krop at jeg skulle passe på og at jeg skulle tage det roligt, så det gjorde jeg.

På vores vennepars bryllupsdag var jeg 34+3 uger henne, jeg fik proppet min krop ned i en løstsiddende kjole og forsøgte at få mit ansigt til at ligne et menneskes igen. I kirken rejste jeg mig op da bruden kom ind, men forsøgte at sidde mest muligt, da jeg kunne mærke i min mave at det forstyrrede.

Men efter at have ligget ned så længe og ikke have haft det vildeste sociale liv, var det rart at komme lidt ud og tale med andre mennesker igen. Selvom få af dem forstod hvor hårdt det kan være at bære rundt på to børn i maven. Og samtidig var jeg nået uge 34 nu, en stor milepæl for enhver der er gravid med flerlinger.

Efter kirken tog vi ud til det smukkeste gods, hvor receptionen startede. Jeg havde lovet at jeg ikke ville føde i kirken og det havde jeg jo holdt. Vi fik lækkert og så spiste vi forrest. Jeg sad så dårligt og kunne ikke helt finde ro.

Efter forretten gik jeg på toilettet. Jeg havde taget et tykt bind på for en sikkerheds skyld. Det var gennemblødt.

Jeg tog et nyt på, men det blev hurtigt vådt.

Jeg fik fat i en veninde, der også var til brylluppet. Hun er sygeplejerske og anbefalede mig bestemt at kontakte fødegangen, så det gjorde jeg. De synes ikke det var et problem og mente at det sikkert ikke var noget, men de synes alligevel at jeg skulle komme forbi.

Jeg fik fat i min mand – som jo havde en fest og nød at være ude. Han havde indtaget nogle drinks, ikke meget, men nok til at han ikke skulle køre bil. Jeg fortalte ham situationen og vi fik samlet vores ting og så kørte vi mod sygehuset. Eller, jeg kørte 😉

Efter ankomsten til sygehuset fik vi et værelse, jeg blev undersøgt og hun mente ikke at vandet var gået, alligevel tog hun en test, der viste positiv for vandafgang. Dog sev det kun meget langsomt.

Hun gik igen og jeg kunne næsten ikke holde ud at have min kjole på, alt strammede og var ubehageligt. Da jeg forsøger at tage den af og løfter begge min arme over hovedet siget det *PLASK* og tøj, seng og gulv bliver oversvømmet af vand – så nu var der vidst ikke længere tvivl om hvad der skulle ske.

Jeg blev scannet og begge piger havde det godt, vi blev derfor bedt om at slappe af og forsøge at få sovet lidt.

Omkring kl. 6 næste morgen – PÅ MIN MANDS FØDSELSDAG – begyndte veerne at melde deres ankomst. Efter timer på stuen blev vi rykket til den store fødestue. Den der bruges når det er tvillinger.

Jeg havde overkommelige veer hele formiddagen, det tog lidt til omkring middagen og blev kraftigere og kraftigere samtidig med at der kom flere og flere mennesker ind på stuen. De hilste alle på mig, men jeg registrerede dem nærmest ikke. To hold neonatal sygeplejersker og læger, 3 jordemødre og sikkert nogle flere jeg ikke har styr på, dukkede op.

Veerne tog igen til og jeg fik lidt lattergas for at hjælpe mig med at fokusere på min vejrtrækning, det hjalp absolut ikke og fik mig bare til at kaste op. Min mand hentede kolde klude i pendulfart, og det var det mest brugbare jeg fik.

Jeg har en underlig tendens til at grine når jeg er i smerte. I min journal har jeg efter fødslen læst en kommentar fra min jordemor hvor der står ”Svært at vurdere styrken af veer – hun griner” og ”siger hun griner når hun har ondt”.. den underligste coping mekanisme, men det gør jeg altså!

Jeg får enorm pressetrang og efter en halv time kommer Sophia til verden, kl 15.41 – uge 34+4 med en vægt på 2138 gram og 43 cm lang. Jeg når ikke at se hende før neonatal holdet har fået styr på hende, men jeg kan høre at hun græder og jeg er lykkelig og forvirret fordi jeg jo ikke er færdig. Det føles enormt underligt at have født et barn uden at være færdig?

Sophia har det fint og jeg får hende kort hen til mig inden hun kommer hen til hendes far.

Det var kun Sophias vand der var gået og de tager derfor vandet på Naya, men mine veer er stoppet. Min krop er færdig med at føde, de næste 20 minutter bruger vi på at forsøge at få mine veer i gang igen. Imens står alle de her mennesker og kigger på mig og venter.. venter på at jeg føder endnu et barn og de kan gøre deres arbejde.

Men mine veer går ikke i gang igen. Jeg fokuserer så meget på min krop at jeg ikke registrere særlig meget omkring mig. Dog kan jeg høre småsnak og mumlen, jeg kan høre at hun skal ud snart og at vi må finde en anden løsning hvis jeg ikke kan få hende ud.

NEJ tænkte jeg, ”jeg har ikke ligget her hele dagen og født et barn for så at skulle have et kejsersnit oveni!”. alting gik stærkt og uden at informere nogen om det fik jeg samlet den sidste energi jeg havde og ud kom Naya.

Ingen var klar og Naya fløj ud, hun ramlede ind i jordemorens ben, hun stod for enden at sengen og virkede lettere chokeret, mens hun bogstavelig talt greb et barn. Naya blev født kl 16.20 – uge 34+4, 2065 gram og 43 cm.

Naya græd også, men jeg fik hende kun vist kort hvorefter begge piger kom på neonatal og deres far fulgte med.

Det krævede lidt at få moderkagerne ud, de sad lidt fast og aldrig har jeg følt noget så mærkeligt, som når en jordemor hiver i en moderkage der stadig sidder fast INDENI! Men ud kom de også, og jeg blev syet. Jeg var sprækket en del, både da Sophia kom, men også fordi Naya skulle ud med så meget magt og kom så hurtigt at min hud ikke kunne følge med. Så jeg blev syet, i begge sider og bagtil.

I forløbet holdt deres far mig opdateret på telefonen og alting var fint. De var små og havde brug for hjælp, fik alarmer på og kom på varmemadras, mens jeg blev syet.

Kl. 18.59 kommer jeg på neonatal og ser og holder mine små mirakler rigtigt for første gang. Tiden mellem fødslen og der var både kort og lang, adrenalinen pumpede, alt gjorde ondt og mine børn blev kørt afsted, jeg vidste de var okay, for det fik jeg besked om, så jeg var okay. Samtidig så skulle både moderkagerne ud og jeg skulle syes og alt tager tid.

Jeg var lykkelig, forvirret, i smerter og helt euforisk på samme tid.

Det blev efterfølgende til knap 3 uger på neonatal afdelingen, hvor de lige skulle lære at holde varmen og spise.

Alt i alt havde jeg en drøm af en fødsel. Det gik fuldstændig som det skulle, ja jeg blev syet og det har haft givet mig en del udfordringer i en lang periode efterfølgende. Der var også nogle ting jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes, men alting føltes somom det gik stærkt, selvom det tog det meste af en dag.

Hvis jeg kunne ændre noget, så havde jeg bedt om at få Sophia på mit bryst, mens jeg fødte Naya. Men hvem ved hvordan det hele så var gået? Og så synes jeg at der gik lang tid fra jeg havde født og til jeg var på stuen hos dem, det havde jeg gerne ønsket var anderledes.

Men.. det gik godt, og jeg har sunde og raske, sensitive, følende og helt perfekte 5-årige børn nu.

Tak fordi i læste med – jeg håber, at du får den fødsel, du ønsker, men mest af alt at I har det godt. <3