Her lå jeg så – på briksen til en tidlig scanning. Lykkelig uvidende om alt det, vi som familie skulle igennem det næste år. Jordemoderen kigger på skærmen – "der ser i et lille hjerte, der slår" . . . . . . . . . "og her har vi et mere" . . . . . . . Forvirringen var total – havde mit barn to hjerter? Åh er der to børn? Man kan da ikke holde to børn på en gang! Vi har ikke plads til to børn i den lille lejlighed! Hvordan skal jeg få to børn op og ned til anden sal! Vi kan da ikke være i vores bil med to børn i autostole og en dobbeltvogn! – Jordemoderen droppede alt kontakt til mig og begyndte i stedet at informere min mand om, hvad der var på spil her. Mit navn er Camilla, jeg er 35 år og har i dag enæggede tvillingedrenge på 4,5 år.

Da chokket havde lagt sig og vi havde vendt os til tanken om, der skulle komme to børn samtidigt, begyndte alvoren at melde sig. Udover en masse opkast så forløb graviditeten forholdsvist smertefrit indtil vi nåede misdannelsesscanningen i uge 21. Den søde dame med scanningsapparatet kiggede undrende på mig efter alt var gennemgået og spurgte forsigtigt, om jeg havde fået målt min livmoderhals – noget jeg flere gange under graviditeten havde spurgt diverse fagfolk, om de kunne måle (min mor har født 3 børn for tidligt grundet afkortet livmoderhals) – men uden nogle ville. Scanningen den dag viste 8 mm livholderhals tilbage (den skal gerne være over 2,5 cm), og det hele blev lidt akut og kaotisk. En læge kigger mig i øjnene, og hendes kommentar står stadig printet ind i mit hoved – "Du skal overveje om det her er værd at kæmpe for" . . . . . . . Dengang vidste jeg ikke, hvor stor en kamp det ville blive – men jeg er stadig forarget over hendes kommentar – selvfølgelig er mine børn værd at kæmpe for!

De næste 8 uger foregik med indlæggelser på flere uger, to gange cerclage (en tråd som lukker livmoderhalsen helt i), utallige scanninger af både livmoderhals og fostre – aldrig var noget helt godt, og det var 8 ufattelig lange uger med en konstant frygt for at miste mine drenge.

29+0 blev den dag, hvor min livmoderhals ikke længere var til nogen hjælp – jeg vågnede med veer og efter en undersøgelse på Rigshospitalet stod det klart – jeg var 2 cm åben, og de skulle ud NU. Det endte i et akut kejsersnit, og ud kom to små liv på 1075 og 1245 gram. Men de levede. Og de overlevede. Vi lå indlagt på neonatalafdelingen i 7 uger inden vi blev udskrevet på THO (tidligt hjemmeophold) – Det var et kæmpe pres at være indlagt, med en konstant frygt for at miste, og for hvad konsekvenserne af den tidlige fødsel senere hen ville være. Det var hårdt. Møghamrende hårdt. Små liv der konstant stoppede med at trække vejret. Små liv der kæmpede. Små liv der voksede. Små liv der en dag var store nok til at forlade afdelingen og komme med hjem.

I dag er mine drenge som nævnt 4,5 år – de bliver hjemmepasset og lever deres bedste liv. For dem og os som familie har det haft en pris, at de blev født meget for tidligt – men de er sunde og raske – og de var og er absolut værd at kæmpe for – hver evig eneste dag!

– skrevet af Camilla Dam Rude, tvillingemor til Oliver og Bastian