Del 2 af 3: Kunne det være tvillinger?

Kunne det være tvillinger?

Om aftenen, da vi gik vores aftentur med hundene, stoppede min mand op, kiggede på mig og sagde “Hvis jeg ikke kan give dig børn, forstår jeg godt, hvis du hellere vil finde en anden at være sammen med” Jeg blev både sur og ked af det, og der midt på grusvejen, begyndte jeg bare at græde. Jeg havde grædt meget på det sidste og vi havde grædt sammen. Det havde også været nogle hårde samtaler, vi havde haft, og vi havde levet i uvished, mens vi samtidig følte, at vi kæmpede imod sundhedssystemet.

Vi var dog enige i, at vi ikke ville adoptere, og det har intet med adoption at gøre, men det føltes bare ikke som det rigtige for os, nu hvor drømmen var at skabe et barn med noget fra os begge.

Ved næste cyklus skulle jeg melde ind til sygehuset, og så ville vi starte op på IVF behandlingen, hvis der var plads til det.

Der var heldigvis plads, så jeg fik tilsendt en vejledning til, hvilket medicin jeg skulle købe, samt hvordan og hvornår jeg skulle tage det. Både min mand og jeg var spændte selvom, der var en vis frygt bag det, for hvis nu vi ikke kunne lave et barn på de her 3 forsøg – havde vi så pengene til at overgå til det private for at opnå vores ønske?

Frygten blev heller ikke bedre af, at jeg har en voldsom forbi for nåle, så tanken om at skulle stikkes minimum 2 gange dagligt i 10-14 dage, og måske endda af flere omgange, hvis jeg ikke blev gravid i første forsøg, var til at føle på.

Første gang jeg skulle tage medicinen, havde min mand et firmaarrangement, så han ville ikke kunne nå hjem til kl. 21, hvor jeg skulle tage medicinen. Vi aftalte derfor, at jeg skulle prøve at tage den selv. Efter 48 minutter med intens gråd og en masse skæld ud til mig selv, måtte jeg ringe efter min mand, som heldigvis smed alt, for at komme hjem og give mig den første sprøjte.

Jeg panikkede lidt, for havde vi ødelagt det allerede i første forsøg, fordi jeg ikke kunne tage mig sammen til bare at få stukket nålen ind i de 6 sekunder, det ville tage. Jeg ringede derfor til sygehuset dagen efter, som heldigvis kunne berolige mig og forsikre mig om, at jeg ikke havde fået forspildt min chance.

Hver gang jeg skulle have en indsprøjtning, var en mental kamp for mig, for jeg vidste jo godt, at der kun var tale om 6 sekunder, og at det hele var i mit hoved, for selve nålen gjorde jo faktisk ikke ondt, når det kom til stykket.

Jeg skulle bare lige overtale mig selv til det, både morgen og aften, når jeg skulle have en sprøjte. Der var også en gang, hvor jeg kom til at give min mand et knæ i hovedet, fordi jeg fortrød, at jeg havde sagt jeg var klar til at han stak.

Jeg havde også flere gange, hvor jeg begyndte at grine så meget, at kan ikke kunne komme til, men det var min forsvarsmekanisme, som valgte at grine i stedet for at græde.

Vi kom i mål med sprøjterne og ægudtagningsdagen kom. Jeg havde hørt mange historier om, hvordan det var at få taget æg ud. Sygehuset havde også forberedt mig på processen, og at jeg nok ville få nogle smerter i forbindelse med udtagningen. Jeg kom ind på ventestuen, fik lagt drop og blev kaldt ind. Stemningen var god. Vi befandt os 8 mennesker på den lille stue. Da jeg havde lagt mig op på briksen og smidt benene op i bøjlen blev et hoved stukket ud igennem en lille luge i væggen og en laborant introducerer sig som ham, der skal passe vores æg, der bliver taget ud.

Vi kunne følge med i alt, hvad lægen lavede på den lille skærm. Lægen sagde så, at jeg havde reageret så meget på medicinen, at jeg havde fået det, man kalder en overstimulering, hvilket gjorde, at de ikke kunne komme til at sætte et “friskt” æg op, da chancen for komplikationer, hvis det friske æg blev til en graviditet var forhøjet. Chancen for en abort eller indlæggelse var således forhøjet og så ville første forsøg være spildt.

18 æg fik de taget ud, men der var ikke nok celler til at befrugte dem alle, så de ændrede strategi fra IVF til ICSI. De fik befrugtet flere af mine æg, men kun et enkelt overlevede at blive frosset ned.

Vores fremtidige mulighed for at få et barn afhang nu at ét enkelt lille bitte æg.

Min mands humør begyndte at svinge meget og det var tydeligt, han ikke havde det godt. Da han ikke er så god til at udtrykke sine følelser til andre, spurgte jeg, om vi ikke skulle skrive til sygehuset. Jeg skulle nok skrive det, og så kunne han læse det igennem og se, om der var noget, der skulle skrives om.

Han fik en indkaldelse til samtale med Hr. Fadder. Her fik min mand lov til at sætte ord på sine tanker, følelser og ikke mindst sine bekymringer. Efter en del snakken frem og tilbage, kunne Hr. Fadder forsikre min mand om, at de var i stand til at hjælpe os, og at der ikke var noget galt med ham eller sædcellerne – der var bare ikke nok af dem til at de ikke ville fare vild på vej op til ægget. Og nu havde vi ét “guldæg” i fryseren.

Til sidst fik vi også at vide, at vi var det eneste par, der var til samtale idag, som rent faktisk kunne få et positivt svar, hvilket satte vores bekymringer i et helt andet perspektiv.

Jeg måtte springe over den næste behandling efter min overstimulering, fordi den faldt sammen med en rejse til sydens sol. Jeg tror dog det var godt til os med lidt ferie. Væk fra Danmark, væk fra hverdagen, bekymringerne, babyprojektet og alt stressen omkring behandlingen.

En hel uge, hvor vi bare var mand og kone, og hvor vi kunne gøre, hvad vi ville, uden at tænke på alkoholindtag og sunde eller usunde madvaner – vi kunne bare leve livet og nyde tilværelsen under de sydlandske himmelstrøg, for når vi kom hjem igen, ville alt ræset starte igen.

Min søster og svoger var på dette tidspunkt også begyndt i fertilitetsbehandling, som de snakkede åbentlyst om, hvilket var det, der passede bedst til dem. Vi havde kun fortalt det til mine svigerforælder, da min svigermor er fagperson på området, og for at fjerne noget af det pres, der var, når vi sås. Så at holde det for os selv, var det bedste for os, da vi ikke kunne overskue, at for mange vidste det. Og det var/er ikke fordi vi skammer os over det, men så slap vi for at fortælle det til dem alle sammen, hvis ikke behandlingen virkede. Så vi valgte at holde det for os selv i starten for at beskytte os mod presset fra andre.

Det gjorde også, at vi kunne holde os i baggrunden på ferien, når snakken faldt på børn og deres behandlingsforløb. Vi kunne således være støttende overfor dem, men stadig bare slå hjernen fra, og forsøge at tænke på alt andet end vores egne udfordringer.

Hjemme i Danmark igen, var vi begyndt at glæde os til næste menstruation, så jeg forhåbentlig kunne få lagt vores “guldæg” op.

Jeg begyndte at bløde, og jeg fik meldt mig til behandlingen. Selvom vi havde et æg på frys, skulle jeg stadig tage en til to indsprøjtninger i maven dagligt, så de kunne styre, hvornår jeg ville få ægløsning. Igen var der den indre kamp, grin i stedet for gråd, og en mand der siger “det er okay, du må gerne græde”, men tanken om, at vi var så tæt på måske at opnå et så brændende ønske, gjorde at jeg fik taget mig sammen, så jeg kunne blive stukket.

Dagen for den mulige ægoplægning nærmede sig, og klinikken ville give besked, hvis jeg skulle komme fra Silkeborg til Odense, men det tog dem alligevel nogle timer, at tø et æg op, og derefter skulle de se, om ægget havde overlevet optøningen.

Jeg vidste ud fra de tilsendte vejledninger, at ægget ville blive taget ud af fryseren fra morgenstunden, og så ville vi få besked, når det var klart. Da der stadig var en usikkerhed om, hvorvidt ægget ville overleve, tog min mand på arbejde, og så aftalte vi, at jeg ville ringe, når jeg havde hørt fra klinikken.

Jag havde svært ved at koncentrere mig om noget som helst den dag, og da klinikken endelig ringede med gode nyheder, havde jeg nok mere travlt med at blive færdig med samtalen, så jeg kunne ringe til min mand.

Glæden i den anden ende af linjen, var til at føle på, da jeg spurgte min mand, om han ville med mig til Odense. Stemningen var høj, da vi kørte mod Odense – også selvom der var en del blandede følelser: Glæden og lykken over at ægget havde overlevet, frygten for at det ikke udviklede sig til en graviditet og også lidt frygt for at det blev til en graviditet, for sikke et ansvar at få og der var jo ingen vej tilbage. Alle bekymringer blev overskygget af den glæde og spænding, der boblede i hele kroppen.

På klinikken blev det vores tur, og vi kom ind på den samme stue, som da æggene skulle ud. Jeg tog tøjet af, lagde mig på briksen, smed benene i bøjlen og kunne efterfølgende se vores lille bitte æg forstørret op på skærmen, og se dets rejse fra laboratoriet og op på blads i min livmoder.

Det hele tog ikke særlig lang tid, og vi var ude igen efter blot 5 minutter.

Vi havde lavet et barn.

Den tunge ventetid

Efter ægoplægningen kom bekymringerne fra de tidligere graviditeter tilbage. Ville jeg kunne holde på fosteret denne gang, eller ville jeg igen blive skuffet?

De havde sagt på klinikken, at jeg ikke behøvede at gøre noget anderledes i hverdagen, end jeg havde gjort hidtil. Alligevel følte jeg, at jeg skulle være ekstra varsom, så jeg ikke ville skade det lille æg.

Jeg vidste jo godt, at de havde ret, og at jeg som sådan ikke kunne gøre noget for at skade ægget, men bare tanken om at miste igen – og så især hvis jeg kunne gøre et eller andet for at forhindre det.

Jeg skulle vente ca. 14 dage fra ægoplægningen, inden jeg skulle tage en graviditetstest, og det var nogle meget lange 14 dage.

Jeg havde flere gange i løbet af de 14 dage, hvor jeg var ved at tage en test, men min mand og jeg havde aftalt, at vi ikke ville gøre det før den dag, vi havde fået oplyst i vejledningen. Og gjorde jeg det for tidligt, kunne jeg ende med at stå med et forkert resultat.

Testdagen kom, og jeg stod ud af sengen med det samme vækkeuret ringede, så jeg kunne tisse på den pind, der skulle fortælle os, om vi havde haft et guldæg eller ej.

Der gik ikke lang tid, inden de to streger viste sig på testen, og en bølge af lykke og ikke mindst forløsning skyllede ind over mig. Jeg var gravid!

Jeg prøvede at beherske min begejstring, da jeg gik ind i soveværelset til min mand. Jeg havde forestillet mig forskellige scenarier, når jeg skulle fortælle ham, at jeg var gravid, men da jeg stod der, så føltes det bare rigtigt at sige “vi gjorde det”. Han fløj ud af sengen og omfavnede mig, kiggede på testen, og omfavnede mig igen. Jeg kunne pludselig ikke holde mine tårer tilbage.

På dette tidspunkt havde vi kæmpet med barnløshed i 3 år, og ikke mindst været igennem 3 aborter.

Vi havde gjort alt, hvad vi kunne for at leve sundt. Tage vitaminer, spise madvarer, der skulle hjælpe på sædkvaliteten, undgået alkohol, været glade på andres vegne, når de fortalte, at de skulle være forældre. Vi havde hørt på igen og igen fra venner og familie “skal I ikke snart have børn” eller “er du gravid?”. Vi har grædt over den manglende forståelse for, at det skulle være så svært at opnå noget, vi ønskede så meget. Og nu var der to streger – det var endelig vores tur.

Jeg nåede hen til uge 6, da jeg begyndte at få voldsomme smerter i maven og underlivet. I begyndelsen tænkte jeg ikke så meget over det, for de havde sagt, at hormonbehandlingerne og selve ægoplægningen godt kunne give denne type symptomer. Smerterne tog til, og de var så voldsomme, at det gik ud over ikke bare min, men vores begges nattesøvn, og jeg havde flere nætter, hvor jeg måtte græde i smerte. En morgen sagde min mand så til mig, at jeg blev nødt til at kontakte klinikken, for det kunne umuligt være normalt, at det skulle gøre så ondt.

Jeg tog dog på arbejde, og skrev en besked til dem via deres app. Klinikken var enig med min mand, for der gik ikke mange timer inden de ringede og gav os en akut tid, med beskeden “Hvor hurtigt kan du være her?”, Jeg skyndte mig at ringe til min mand, og vi aftalte, at jeg skulle komme til Aarhus for at hente ham på arbejdet, og så kunne vi tage til Odense sammen. Jeg fik også ringet til min chef for at melde mig syg, men uden at sige, hvad jeg “fejlede”, og så drønede jeg ud ad døren. Hele vejen til Aarhus og fra Aarhus til Odense fik jeg ikke sagt meget, da jeg mere eller mindre sad i min egen verden med dumme tanker, for jeg var overbevist om, at det enten var en abort, eller måske endda en graviditet udenfor livmoderen – uanset hvad det var, var jeg sikker på, at jeg ikke ville være gravid, når jeg kom hjem igen, for hvorfor lod jeg mig selv tro på, at denne gang ville være anderledes fra de andre?

Min mand ved altid, hvad han skal gøre for at få mig i godt humør, og hans hånd blev i min hele vejen fra bilen, op på afdelingen, og også da jeg igen lå på den samme briks med benene i bøjlerne. Der var en masse sort, hvid og grå på skærmen, der alt sammen udgjorde min livmoder, og inde i livmoderen så jeg det – det lille håb, en svag, men synlig flimren, der udgjorde hjerteslag i det lille væsen. Lægen var tilfreds. Den sad lige, hvor den skulle, og der var blink.

Da tvillinger ligger i mine gener, spurgte vi for sjov, om han ikke ville tjekke, at der kun var en, for min mand har altid sagt i sjov “Jeg bestiller ikke en for at der så skal komme to – det er jo ikke flere styks rabat”. Lægen kiggede og forsikrede os, at der kun var en.

Vi aftalte med lægen, at vi beholdte den oprindelige tid, jeg havde til en scanning, som var ca 4 dage efter den, jeg lige havde været til, for så kunne de tjekke den igen. Den ville også være blevet det større, hvilket gav dem mulighed for bedre at se den.

Vi fik lov til at tage et billede af vores lille “Nugget” som vi kaldte det lille bitte væsen, så vi kunne sende det til min svigermor.

Vi sendte hende billedet, og da vi kom ud i bilen ringede vi sammen, for lige at give en update, nu hvor humøret var meget bedre. Hun blev ved med at påstå, hun var sikker på, der var tvillinger, for den livmoder var altså for stor til kun at have et foster. Men lægen havde sagt, der kun var en, så vi kunne kun forholde os til det, vi lige havde set.

Del 2 af 3

Skrevet af: Camilla Sandø