Del 3 af 3 – fra et foster til tvillinger, svære valg og en lykkelig slutning

Fra et foster til tvillinger, svære valg og en lykkelig slutning

Ved den næste scanning kom vi ind på en anden stue, som egentlig minder om et almindeligt undersøgelseslokale. Der var et skrivebord med en computer, en stol-lignende briks, en scanner på hjul og to stole til dem, der nu var inde. Min mand tog en stol hen ved siden af briksen, og jeg indtog pladsen på briksen. Sygeplejersken scanner mig, og siger så “Ja, det er jo så dobbeltlykke” og måden hun sagde det på, var som om hun troede vi vidste det. Jeg kiggede over på min mand, der var blevet helt tom i ansigtet, og stirrede ud i luften med åben mund. Synet af ham, og situationen gjorde, at jeg bare begyndte at grine, hvilket blev kvitteret med lidt skæld ud fra sygeplejersken, da hun jo så ikke kunne scanne mig. Jeg kunne dog se på den studerende, der stod bag hende, at hun også grinede.

Vi var nu gået fra ikke at kunne få børn, til at kunne få børn med hjælp, til at få et foster, som så lige havde delt sig, og nu skulle vi have tvillinger. Hvor skørt var det ikke lige?

Der blev ikke sagt meget på vej hjem, for jeg tror vi begge to lige skulle sluge den. Da vi ringede til min svigermor for at fortælle hende, hun havde ret, så begyndte hun også bare at grine. Jeg tror godt hun kunne høre på os, at det var en lidt overvældende nyhed. Nu skulle vi ikke bare ud og have fat i noget til en baby – vi skulle have dobbelt op.

Det gjorde så også, at jeg kom hjem med beskeden om, at jeg ikke måtte løfte ret meget vægt, jeg måtte ikke gå tur med vores schæferhund i snor, jeg måtte ikke støvsuge, ja listen var lang, for hvis der skete noget, kunne det gå ud over ikke bare et, men to fostre.

Med enæggede tvillinger bliver man fulgt nøje, så der var scanninger hver 4 uger. Ved hver scanning kom angsten for, at de ikke ville kunne finde liv, men tvillingerne havde det godt derinde.

Da jeg var kommet længere i denne graviditet, end jeg var nået i de andre, kunne jeg begynde at slappe af, men jeg var stadig ikke ude af sundhedsstyrelsens “farezone” for abort. Jeg havde derfor mine små sejre, hver gang jeg så hjerteblink eller bevægelse på scanningerne. Til nakkefoldsscanningen var personalet så begejstret, at vi kom hjem med hele 12 billeder af vores små børn.

De kunne dog ikke helt afgøre kønnet, da den ene lå lidt i skyggen af den anden.

Tvillingerne voksede, men det gjorde bekymringerne også. De havde fundet hjertefejl på den ene tvilling – Tvilling B, så vi skulle overflyttes til Skejby, da de har eksperterne i hjerter på fostre, og så skulle vi scannes hver uge i stedet for hver 4 uge. På skejby finder de heldigvis ikke en hjertefejl på tvilling B, men så fandt de den på tvilling A. Vi blev derfor præsenteret for vores muligheder, hvis ikke fejlen voksede sammen – som de håbede på, at det ville.

Vi kunne vælge at afbryde graviditeten. Vi kunne vælge at skille os af med den tvilling, der havde hjertefejl, eller vi kunne gennemføre graviditeten, se om det voksede sammen, og hvis ikke det gjorde skulle de enten fødes på Skejby eller på Rigshospitalet. Vi var ikke helt klar til at skille os af med den ene tvilling, hvis de mente, der stadig kunne være et håb.

2 scanninger senere, og hjertefejlen var væk. Vi kunne derfor ånde lettet op, MEN.. Den ene tvilling var større end den anden. Navlesnoren var stort set centreret på den ene og den anden var helt ude i kanten. De frygtede derfor, at den ene ikke fik nok næring fra moderkagen til at kunne udvikle sig korrekt. Vi blev derfor præsenteret for de samme muligheder, som sidst. Vi mente dog, at det stadig var for tidligt at sige noget om, hvorvidt den ene tvilling ikke voksede korrekt.

Ved næste scanning var der masser af liv i dem, og de spurgte om vi vidste kønnet. På dette tidspunkt vidste vi det stadig ikke, men der var gået lidt konkurrence i det på min svigermors arbejdsplads, da både børnelæger, jordmødre, og hvad der ellers var af personale på fødegangen, var begyndt at gætte på, hvilket køn de to havde.

Vi sagde nej til at vi kendte kønnet, og hun spurgte, om vi ville vide det, hvortil vi kiggede på hinanden – ville vi vide det, hvis vi skulle tage det svære valg og så skille os af med den ene?. Der var dog ikke meget betænkningstid, da vi begge sagde ja.

“Nu skal i se. Det her er en lille dame, og det er den anden så også, men vi tjekker lige alligevel. Jo den er god nok, det er også en lille dame”

Vi skulle altså have enæggede tvillinger piger.

Ved næste scanning var hjertefejlen helt væk, hvilket var en kæmpe lettelse, men Tvilling B var stadig mindre end tvilling A, og trods deres gymnastik i maven, mistænkte personalet, at tvillingerne var begyndt at udvikle TTTS. Vi blev igen præsenteret for vores muligheder, men det kunne også være fordi, den ene lå lidt i skyggen af den anden. Og så var der så meget bevægelse i dem, at deres puls i hjernen var høj. Men som hende der scannede mig sagde “vores puls er også høj, når vi er i fitnesscenteret”.

Vi aftalte derfor, at jeg skulle scannes to gange i ugen, indtil de havde afgjort, om der var tale om TTTS eller ej.

Jeg følte lidt glæden ved at være gravid blev taget fra mig, for hver gang jeg begyndte at glæde mig over min graviditet og begyndte at tænke på navne, tøj, udstyr og ikke mindst fremtidsdrømme med mine piger og min mand, så blev vi præsenteret for vores muligheder.

Jeg blev større og større omkring maven, og det var efterhånden svært at skjule den. Jeg gik derfor i løstsiddende tøj, og sugede maven ind, når jeg var på arbejde, fordi de stadig ikke vidste noget – hvorfor skulle de, hvis vi alligevel skulle afbryde graviditeten?

Det samme gjorde sig gældende for vores familie. Vi havde kun sagt det til meget få af vores nærmeste venner og så som nævn for min mands forældre, men ellers havde vi ikke sagt det til nogen.

Vi vidste dog, at det ikke kunne vare længe, inden vi blev nødt til at fortælle det, for maven kunne snart ikke skjules mere.

Et par scanninger mere, og de kunne konkludere, at der ikke var tale om Tvilling-til-tvilling-transfusion, så der var ikke længere brug for 2 scanninger i ugen, og vi blev derfor overdraget til Viborg igen.

Endelig havde vi “fået grønt lys”. Vores piger havde det godt, og vi var nu så langt, at vi ikke bare kunne, men måtte til at fortælle det til folk.

Da jeg stadig ikke havde været ansat 9 måneder på mit nye arbejde, blev jeg nødt til at kontakte min fagforening, så de kunne fortælle mig, hvordan jeg stod, og ikke mindst, hvordan jeg skulle fortælle det til min chef. Jeg skulle have et vidne med mig, når jeg skulle fortælle ham det, og da det skulle gøres over telefonen – fordi min chef sidder på kontoret på sjælland – så skulle jeg også skrive det på mail til ham efterfølgende med mit “vidne” som CC. Jeg havde virkelig frygtet den dag, hvor jeg skulle fortælle det til min chef, for jeg havde altid sagt til mig selv, at jeg ikke vil være hende, der fik nyt job, og så kom nogle måneder efter og bad om barsel. Jeg havde bare ikke rigtig noget valg, nu hvor vi havde svært ved at få børn.

Min chef tog det heldigvis meget pænt og grinte endda, da jeg sagde til ham, at der var en lille krølle “Er der da to? Haha hvor er det godt altså”. Han har faktisk været fantastisk igennem hele min graviditet og lod mig arbejde hjemme, når jeg havde brug for det.

Normalt anbefaler de, at man bliver sygemeldt, når man skal have tvillinger, og sygehuset sagde det da også til mig flere gange, at de vil anbefale mig at blive sygemeldt. Jeg havde det dog godt med stadig at arbejde, og jeg kunne jo gøre det i mit eget tempo. De sidste 1,5-2 måneder havde jeg så stor en mave, at jeg ikke kunne sidde bag rettet. Min chef sagde at jeg bare skulle arbejde hjemmefra, hvilket jeg så gjorde.

Jeg var begyndt at blive meget besværet i mine bevægelser og ikke mindst på grund af mavens vægt, hvilket gik ud over min nattesøvn. Jeg begyndte derfor at lege med tanken om en sygemelding, men omvendt så var jeg også så tæt på min barsel, at jeg bare liiige skulle “rundt om hjørnet”.

Den sidste uge inden min barsel, bad min chef mig om at holde fri, så jeg kunne få slappet af. Min barsel startede en fredag og mandagen efter – altså blot 2 dage, skulle jeg ind til igangsættelse på sygehuset.

Vi kom derind, og den sødeste jordmoderstuderende kom ud og tog imod os.

Inde i et lille rum, hvor jeg blev undersøgt sagde hun “vi behøver ikke engang at sætte dig igang, for du er allerede 2 cm åben”

Det blev begyndelsen på en ny tilværelse, og ikke mindst begyndelsen på et meget langt og smertefuldt døgn.

Veerne gjorde ufatteligt ondt, og lattergassen kunne kun tage nogle af smerterne, men i takt med at de tog til, virkede det mindre og mindre med lattergas. Omkring midnat bad jeg dem skrue ned for vedroppet, så jeg ikke fik tvillingerne på hver sin side af midnat, for i mit hoved kunne jeg slet ikke overskue, at de kom på hver sin dag.

Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle føde mine piger uden en epidural, men måtte overgive mig til sidst. Jeg var gået i stå på de 10 cm, så de havde reguleret vedroppet op og ned, alt efter hvor jeg var i udviklingen.

Epiduralen var fantastisk! Og jeg kunne endelig få sovet lidt, hvilket min mand også kunne. Tidligt næste morgen begyndte jeg at mærke ve’erne igen, og da de kiggede, sagde de, at det var tid til at presse. Jeg blev derfor sat mere op i sengen, får hjælp til at få benene op i bøjlerne, og så skulle der presses. Jeg pressede og pressede, fik min mand til at fjerne den babyfod jeg havde i mine ribben, og pressede noget mere, men hver gang jeg stoppede med at presse, faldt tvilling A tilbage.

Vi prøvede forskellige ting som at trække tov, og de prøvede at hjælpe, ved at “udvide” mig noget mere med deres fingre, og jeg husker bare jeg tænkte “Fuck, det kan jeg ikke det her”. Jeg opfangede godt, at der var opstået lidt uro på fødestuen, og jeg var ærligt ved at give op, fordi det gjorde så ondt. Min jordmoder kommer ind i mit synsfelt og siger “du har 15 minutter til at få dem begge ud, ellers bliver vi nødt til at gå over til et kejsersnit”.

Jeg vidste godt, at jeg ikke ville få min datter ud, for hun faldt stadig tilbage, hver gang jeg ikke pressede, så jeg blev gjort klar til at skulle under kniven, og min mand blev iklædt nogle flotte (host) blå klæder, så han kunne komme med ind.

Hvad der skete herefter kan jeg ikke rigtig huske, men jeg blev meget dårlig af den bedøvelse jeg fik, og kastede også op derinde. Jeg husker kirurgens stemme og at jeg blev skubbet til. Jeg husker de skarpe lys på stuen, jeg husker stemmen af hende, der sad ved mit hoved, og så husker jeg lyden af min datters gråd, da hun bliver taget ud. Min mand rejser sig for at se hende, og de siger “er du klar, for nu kommer lillesøster”, og jeg hørte gråden fra min anden datter. Jeg husker at jeg tænkte “hvor er det vigtigt, at de skriger”. Jeg var så udmattet, at de næste 3 dage faktisk er ret utydelige, og det er kun ved hjælp fra billeder og min mands fortællinger, at jeg kan huske brudstykker af det.

Men det er også ligemeget, for jeg står idag med to fantastisk og smukke piger, der er halv mig og halv min mand. Det har været hårdt, rigtig hårdt, men vi er sammen om det. Her 11 måneder efter er jeg stadig ved at komme mig over min graviditet, forsøget på en fødsels og et kejsersnit, men der er langsomt forbedringer, og jeg forsøger stadig at acceptere min nye mor krop. Pigerne er kommet over deres silens refluks, er begyndt i dagpleje og stortrives.

Jeg elsker at være mor – også selvom jeg skal huske mig selv på det, på de hårde dage.

Del 3 af 3

Skrevet af: Camilla Sandø