Del 1 af 3:
Fremtidsdrømme
Som så mange andre, var vi overbeviste om, at det ville blive nemt at få børn. Det er det, man altid får at vide. Æg og sædcelle, der sammen danner den arvemasse, der en dag vil blive til det mest bedårende lille væsen.
Så det at lave et barn sammen i kærlighed ville ikke blive et problem, vi var trods alt unge og havde en sund livsstil.
Vores forventninger blev mødt, da jeg blev gravid i første forsøg. Vi var ovenud lykkelige, og efter nogle uger, begyndte vi så småt at snakke om, hvordan vi ville fortælle den store og fantastiske nyhed til vores familie. Vi kunne fortælle dem om det til min mands fødselsdag, og så invitere hele familien til havefest. Eller vi kunne købe de der citatplakater, hvor der stod mor og far eller måske endda mormor, morfar, farmor, farfar, moster og onkel. Vi kunne også se, om vi kunne skjule det helt indtil jul, for så kunne vi gøre det i form af julegaver. Det kunne være en body, eller et scanningsbillede. Ja, der var mange tanker om, hvordan og hvornår vi skulle fortælle vores familier det.
Jeg var dog stadig et sted, hvor jeg ikke var så langt henne, så vi ventede med at købe babytøj. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det nok mere min egen frygt for at abortere, og måske også min usikkerhed, om jeg ville abortere, der var skyld i, at jeg ikke købte noget tøj til den lille i maven, som ikke var meget større end en grøn linse.
Vi skulle tilbringe weekenden hjemme ved en kammerat, og helt naturligt faldt snakken i bilen på, om vi skulle fortælle ham det eller ej, og at hvis vi fortalte ham det, ville han blive den første, der vidste det. Vi blev dog enig om, at vi nok hellere måtte fortælle ham det. Når vi alle 3 er sammen, står den nemlig som regel på virkelig god mad og ikke mindst en lækker vin eller rosé. Det var derfor helt sikkert, at han ville have købt ind til det, og da jeg normalt også får et glas vin, ville han helt sikkert løfte et øjenbryn, hvis jeg så sagde “nej tak”.
Vinen blev poppet, og da vores kammerat begyndte at hælde op, sagde min mand med et smil “hun skal ikke have noget”. Jeg husker tydeligt, da han fik lagt 2 og 2 sammen. Han blev så glad på vores vegne og ikke mindst beæret over, at han var den første, der fik det at vide, og jeg husker den varme følelse jeg fik inden i af “jeg er sku gravid, og jeg skal have et barn med manden jeg elsker”. Det var nok også her, at jeg for første gang lod mig selv føle glæden ved at være gravid.
Da alt den gode mad var spist, hopper vi alle i badetøjet, og ud i den nye spa. Det er ikke hver dag, man er på besøg hos nogen, hvor der står en helt ny spa, så det skulle vi da ikke gå glip af.
Det var super lækkert i det varme vand, og boblerne fik rigtig løsnet alle anspændtheder i kroppen. Vi snakkede om fremtiden og mulighederne, vi grinede og havde det bare godt i tilværelsen.
I løbet af natten begyndte jeg at få ondt i maven, som når jeg skulle have min menstruation. Jeg tænker ikke yderligere over det, for jeg havde jo hørt, at det var muligt med murren i maven og menstruationslignende symptomer.
Det bliver morgen, og jeg får det rigtig skidt og ikke mindst ondt. Min mand kommer hen flere gange og spørger til mig. Jeg siger til ham, at jeg virkelig har det, som om jeg skal have min mens, og kan ikke rigtig gøre andet end at lægge mig på sofaen, mens han pakker vores ting ud i bilen.
Alle kvinder har sikkert prøvet det, hvor de ikke er i tvivl om, at nu er man altså begyndt at bløde. Ganske rigtigt – da jeg kom ud på toilettet og tager bukserne af, var der helt frisk blod.
Tror jeg nåede igennem hele følelsesspektrummet på meget kort tid: Sorgen over at det ikke blev til noget med graviditeten, og ikke mindst de fremtidsdrømme, vi allerede havde snakket om. Vreden på mig selv over, at min krop ikke kunne holde på det lille håb, der indtil nu havde vokset i min livmoder. Lettelse over at have fundet en årsag til mit ubehag, Glæden ved ikke at være alene, for min mand gik jo rundt lige på den anden side af døren.
Jeg har altid haft den overbevisning, at en abort oftest sker, hvis der er noget galt med fosteret, og det var da også det, jeg sagde til mig selv, da jeg kiggede skuffet i spejlet “Der har været noget galt med fosteret, så det er okay, at min krop har frastødt det”.
Jeg husker tydeligt, da jeg så mine egne følelser blive spejlet og ikke mindst gentaget i min mands ansigt, da jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at bløde. Han omfavnede mig, kyssede mig på håret, og sagde “Vi er sammen om det”.
De 5 ord gjorde faktisk, at jeg havde lidt nemmere ved at overskue det tab, jeg lidt følte jeg var igang med at bearbejde.
Vi måtte op på hesten igen, og måneden efter prøvede vi igen – dog uden held. Det samme scenarie skete måneden efter. 3. gang var lykkens gang, og jeg blev gravid igen. Denne gang var vi dog helt enige i, at vi ikke vil sige det til en sjæl, før jeg var langt nok henne, til at graviditeten var mere “garanteret”. Jeg turde dog ikke lade mig selv få den lille glæde, jeg havde sidst, for hvis jeg tillod mig det, så ville det bare blive taget fra mig igen. Jeg nåede til uge 5, da jeg begyndte at bløde igen, og fremtidsdrømmene var atter blevet udsat.
Barnet, der lod vente på sig
Vi havde efterhånden prøvet i en 8 måneders tid, da jeg besluttede mig for at kontakte min læge. Jeg har altid døjet med voldsomme menstruationssmerter, og med nu 2 aborter i kufferten, var jeg begyndt at tvivle på min egen evne til at blive gravid, og ikke mindst evnen til at holde på et foster.
Jeg fik en tid, og vi sidder og snakker lidt frem og tilbage, men konklusionen blev, at vi ikke kan få noget hjælp fra det offentlige, fordi “vi er unge, og ikke selv har prøvet i et år endnu uden held”. Vi skulle derfor gå hjem og få gang i noget mere “dynegymnastik” som lægen kaldte det.
Jeg husker følelsen af lidt at have lidt et svigt fra nogen, der skulle være de eneste, der kunne hjælpe mig. Hvorfor skulle jeg ikke undersøges? Hvorfor kan vi ikke få hjælp, bare fordi vi ikke selv havde forsøgt i et år? Spørgsmålene var mange, men vi gjorde som lægen havde sagt, og så måtte vi jo bare krydse fingre og håbe på, at vi kunne skabe vores kærlighedsbarn sammen.
Jeg bestilte op på ægløsningstestene, og så gik vi i full on baby-mode, for nu skulle vi satme få lavet den baby.
Månederne gik, og for hver måned, jeg begyndte at bløde, mistede vi stille og roligt håbet. Håbet om den familie vi havde snakket om, og håbet om de fremtidsplaner vi havde.
Det var nu blevet til en pligt og det romantiske var lidt på vej ud af projektet. Positiv ægløsningstest, så er det nu, uanset om vi havde lyst eller ej, for hvis nu det ville lykkedes denne gang.
Da der var gået over et år, kontaktede vi lægen igen. Igen fik vi smøren med, at vi var jo unge og sunde, så vi måtte bare fortsætte med dynegymnastikken, så skulle det nok gå.
Endnu engang følte jeg og ikke mindst min mand, at vi var blevet svigtet af det system, der skulle hjælpe os.
Vi gav det et par måneder mere, inden jeg endnu engang ringede til lægen og fik en tid. Denne gang fik min mand taget blodprøver, og jeg fik taget en podning. Dagen efter kom resultatet – vi var sunde og raske.
Jeg var dog stadig overbevist om, at der var noget galt, så jeg fandt en gynækolog, der ville give mig en tid. Hun undersøgte mig, og kunne konstatere, at alt så normalt ud. Jeg fik nogle piller med hjem, og hun sagde “næste gang vi ses, er det for at få bekræftet en graviditet”.
Der var dog ingen graviditet næste gang vi sås, så hun tilbød også at lave en sædprøve på min mand. Hun så helt forkert ud i hovedet, da hun kom tilbage, og jeg kiggede på min mand, der så helt opgivende ud.
“Har du lige været syg?” Spurgte hun. Det havde han ikke, men han havde fået corona-vaccinen en måned inden sædprøven, og hun sagde, at det godt kunne være svaret på, at hun ikke kunne se nogen celler i prøven. Hun spurgte også, om han havde nogle allergier, og det har han. Jeg tror måske hun prøvede at give os et spinkelt håb, da hun fortalte om et par hun havde haft på klinikken, hvor mandens allergi havde gjort ham infertil i den periode, hvor allergien var aller værst. Hun gav os en henvisning til fertilitetsklinikken i Odense og min mand fik nogle vitaminer med hjem, som han skulle tage for at højne sin sædkvalitet.
Da vi forlod klinikken, begyndte jeg bare at græde. Jeg græd hovedsageligt af lettelse, for nu havde vi endelig fået et svar på, hvorfor vi ikke havde fået os en baby endnu. Sorgen var der også hos os begge, men den blev lidt overskygget af lettelsen over at have fået en forklaring og ikke mindst det, at blive hørt, så vi nu var kommet ind i systemet til at få hjælp.
Vi var så heldig, at vi fik en tid på OUH relativt hurtigt. Vi kommer derind, og min mands navn bliver kaldt. Vi rejser os, og går med den flinke læge hen til laboratoriet, hvor min mand får udleveret et lille gennemsigtigt glas med låg. Vi får tjekket, at CPR på glasset er korrekt, og han bliver vist hen til et lokale, hvor han “skal lave en prøve”. Jeg kan både mærke og se den anspændthed og utilpashed, som min mand føler ved at skulle gå ind i det rum. Vores fremtidsplaner om at blive mor, far og børn, ville få svaret derinde, og han vidste jo, at det var ham, der havde udfordringen.
Da han kommer ud, afleverer vi prøven til laboratoriet, og får efterfølgende besked på, at vi skal komme tilbage efter 1,5 time, for så vil de have svar på prøven.
Da vi havde forladt sygehuset, faldt snakken naturligvis på hans oplevelse, hans tanker og ikke mindst vores fælles tanker om alt det, vi nu stod overfor.
Det var den længste 1,5 time i vores liv… At gå der blandt folk, som bare levede deres liv, mens vores i grove træk blev afgjort, var en meget underlig følelse, og det var tunge ben, der bar os tilbage til afdelingen. Jeg var lidt splittet omkring det at få svaret, for ville jeg høre det, hvis de sagde, vi ikke kunne få børn?
Vi blev kaldt ind på en stue og her møder vi den fantastiske Hr. J Fadder. En person, der var så behagelig og ikke mindst yderst intelligent, at både min mand og jeg følte os trygge.
Vi snakkede lidt frem og tilbage om vores alder, livsstil, vores hjem, hobby etc, inden jeg også skulle undersøges. Efter undersøgelsen snakker lægen sammen med sygeplejersken, der sad ved computeren, og jeg vidste, at svaret vi både havde ventet og frygtet var på vej.
“I får svært ved at lave et barn selv, for der er ikke celler nok”. Vi havde fået svaret, og jeg tænker kun på at trække vejret og holde mine tårer tilbage. “Men, de celler der er, er heldigvis så gode, at vi sagtens kan lave en baby til jer. Der skal heldigvis kun én god celle og ét godt æg til”
Det tog os et øjeblik, inden vi forstod, at vi lige havde fået en god nyhed. Min mand var den der opfangede det først, og jeg kunne tydeligt høre lettelsen, da han snakkede videre med lægen.
Undersøgelserne viste altså, at jeg var fit for fight, og at han havde få, men kampklare celler.
Vi havde fået ny energi og håb, da vi kørte fra sygehuset. Der var noget at gøre, så vi kunne få vores kærlighedsbarn – det var godt nok ikke lige på den måde, vi havde forestillet os, men vi var stadig sammen om at skabe et barn, vi ville bare få lidt hjælp til det.
Del 1 af 3
Skrevet af: Camilla Sandø
