Min mand og jeg tog til tidlig scanning på en privatklinik i uge 9. Min mand jokede med, at der ville være tvillinger. Og han fik ret. Der var 2 små fine hjerter der bankede. Det var så vildt. Så surrealistisk. Vi har i forvejen en datter, som lige netop nåede at blive 2,5 år inden tvillingerne kom til verden.

 

Efter et par uger, blev vi indkaldt til NF scanning. Og alt så fint ud. Ved begge tvillinger. Hun scannede dem endda til at være præcis lige store. Dette fandt, især min mand, meget mærkeligt, fordi vi til tidlig scanning havde fået at vide, at der var størrelsesforskel – og altså ikke blot 0,1 mm agtig. Det var ikke bekymrende, men hun havde ikke svært ved at skille tvillingerne ad (de havde desuden også hver deres fosterhinde og moderkage).

Efterfølgende tog vi til 4 kønsscanninger, på samme privatklinik som tidligere. 4, fordi det ikke var muligt at se tvilling A’s køn. Igen blev de målt til at være forskellige i størrelsen – tvilling B var hele tiden større end tvilling A. Dette bekræftede blot min mand og jeg i, at det altså var lidt mærkeligt med den NF scanning, men vi lod det ligge. Vi kunne jo se, at tvillingerne trods alt voksede og var aktive.

 

Men så kom vi til MD scanning. Hun scannede på begge tvillinger. Hun var stille under hele scanningen, hende, der scannede mig. Sagde, at det var fordi at hun skulle koncentrere sig, når der var 2.

Efter MD scanningen blev vi bedt om lige at vente ude i venteværelset. Vi var lykkeligt uvidende om, hvad der ventede os. Ventetiden var mærkelig. Vi havde ingen ide om, hvad vi ventede på…. Efter ca. 10 minutter blev vi kaldt ind. De havde målt og målt, men tvilling A var ikke størrelsesmæssigt indenfor grafen. Vi blev derfor sendt hjem med beskeden om, at der ville komme en indkaldelse til endnu en MD scanning – denne gang på AUH.

 

Den første MD scanning var en fredag, og indkaldelsen til den nye MD scanning kom mandag, med en tid tirsdag. Det var hurtigt, men føltes som evigheder. Weekenden var forfærdelig.

Tirsdag kørte min mand og jeg til AUH, og fik endnu en MD scanning af begge piger. Meldingen efter scanningen var barsk: ”Tvilling A er lille – bekymrende lille! Hvis I vil stoppe hendes hjerte, skal det gøres inden 22+0, hvor vi rammer grænsen for abort”. Det gav os blot 5 dage. 5 dage, til aborten skulle være foretaget, hvis dét blev vores valg. Det gav os selvsagt ikke mange dage til at tænke over tingene.

Vi var begge i chok. Kiggede lidt på hinanden – grædende. Hvad vil det sige – bekymrende lille?

Hun var på daværende tidspunkt omkring 40 % for lille, og havde derfor stor risiko for at være/blive hjerneskadet – hvis hun da overhovedet ville overleve.

Overlægen, der scannede mig, var tøvende da jeg spurgte, HVOR stor risikoen var for hjerneskade. Efter lidt betænkningstid, var hendes svar: ”Ca. 50% risiko for hjerneskade”.

Med dét i mente, skulle vi også lige huske, at det ikke var risikofrit at stoppe hendes hjerte, da hun lå bagerst – der var altså 10-15% risiko for, at tvilling B også ville dø.

Det var naturligvis en helt igennem vanvittig situation at stå i. Og så var der jo tiden. Tiden, som virkelig var imod os. Vi havde ikke tid til at vente lidt og se tingene an. Vi skulle træffe et valg på få dage.

Til anden MD scanning fik vi desuden lavet fostervandsprøver – fra begge tvillinger, for at udelukke kromosomfejl (svarene på prøverne viste ikke forhøjet risiko for kromosomfejl ved nogen af tvillingerne).

Vi kørte fra AUH. Der var stille i bilen – mest lyden af min gråd.

 

På vejen hjem besluttede vi os for at ringe til privatklinikken, hvor vi havde fået foretaget kønsscanningerne. For med de mange kønsscanninger, havde hun selvfølgelig en graf over deres vækst.  Da hun ikke tog telefonen, besluttede vi os for at køre forbi på vejen hjem – men hun var heller ikke i klinikken. Hun ringede kort tid efter, og selvom hun faktisk ikke havde flere ledige tider den næste uge, pressede hun os ind dagen efter.

Hun tog sig god tid til scanningen. Målte, observerede, snakkede med os. Og tvilling A var også knækket på hendes kurve – ikke faldet, men knækket. Men vi kunne se, at Tvilling A bloppede rundt derinde. Og i samme sekund kigger min mand og jeg på hinanden, hvor jeg udbryder ”jeg kan ikke! Jeg KAN IKKE stoppe hendes lille hjerte! ” Min mand havde tænkt tanken i samme sekund. Heldigvis. Heldigvis var vi enige.

Vores søde scanningsdame forstod os – som hun sagde: ”Tvilling A drikker af fostervandet og er aktiv. Og dét er gode tegn. Havde hun haft det rigtig skidt, havde der ikke været så meget aktivitet”.

Og herefter kunne vi ringe til AUH og sige, at der ikke skulle stoppes et hjerte. Herfra blev det et spørgsmål om, hvor længe tvilling A kunne klare det inde i maven – hvornår vi var nødt til at tage dem ud – om hun ville overleve fra scanning til scanning.

 

Det gav mig en eller anden form for ro – så godt som det nu engang var muligt i sådan en situation – at vide, at nu kunne vi hverken gøre fra eller til. Hvis tvilling A ikke overlevede til vi kunne tage dem ud, var det naturen, der havde bestemt det – ikke os, der havde frataget hende chancen for livet. Det lyder måske mærkeligt? Hårdt?

Og bevares…. Jo tættere vi kom på deres fødselsdag (vi var blevet advaret om, at de ville komme til verden før – en del før – termin), jo flere bekymringer fik jeg også igen.

Lægerne sagde, at vi skulle gå til minimum uge 28+0, inden de overhovedet ville overveje at tage dem ud. Men allerede ret hurtigt fik jeg første omgang lungemodner – HVIS NU…

Det kræver desuden også en hvis størrelse på baby, for at lægerne kan hjælpe bedst muligt – helst minimum 500 gram.

Desuden var vi klar over, at det selvfølgelig heller ikke var risikofrit for tvilling B at blive født for tidligt. Hun var lykkeligt uvidende om, at søster ikke havde det optimalt derinde, lige ved siden af.

 

Og herfra blev scanningerne pejlepunktet for, hvor længe vi kunne lade pigerne blive i min mave. I starten blev jeg scannet 1 gang om ugen – så 2 gange om ugen, og de sidste uger, 3 gange i ugen. Den ”sidste” scanning var en fredag. Jeg tog aldrig alene afsted, i værste fald ville der kun være ÉT hjerte, der slog, og så var vejen hjem alene lang. For det meste var min mand med, men lige netop dén fredag, var min mor med.

Efter scanningen blev vi bedt om at vente. Lægen skulle konferere med nogle flere læger. Hun kom tilbage kort tid efter med beskeden om, at det ikke var akut kejsersnit, men at de simpelthen ikke turde sende mig hjem weekenden over, uden at kunne holde øje med, hvordan de tvillingerne havde det.

Jeg blev indlagt, og min mor kørte hjem for at tage sig af storesøster, så min mand kunne være ved mig.

Den weekend blev jeg scannet hver morgen, fik kørt CTG 2 x dagligt og fik yderligere lungemodner. Her var vi klar over, at det var snart – meget snart. De fortalte os, at de allerhelst ville vente til mandag, hvis det var muligt, men selvfølgelig ikke på bekostning af liv.

Og mandag, efter endnu en scanning, blev meldingen, at nu ville det ikke give nogen mening af trække den længere. Tvilling A havde det simpelthen ikke godt længere. Tvilling A blev skønnet til over 600 gram.

 

30+0 . Vi havde ramt 30+0, og heldigvis, for tiden er en vigtig ting, når man bliver født for tidlig.

Og ud kom de ved kejsersnit den samme eftermiddag. Tvilling A: (svarende til 1 pund kaffe og 1½ pakke gær) = 575 gram og 29 cm. Tvilling B: 1120 gram og 38 cm.

Tvilling A klarede det rigtig godt at komme til verden – hun havde det ikke godt i maven længere. Modsat tvilling B, som havde det rigtig svært ved, fuldstændig uvidende, at blive revet til verden.

Og her startede en lang indlæggelse – næsten 12 uger, og en hel masse undersøgelser. Undersøgelser om, hvad der gjorde, at tvilling A havde det så skidt inde i maven. Søgen efter en forklaring – en årsag.

 

Der dukkede forskellige ting op. Bl.a. kunne det ses ved en moderkagebiopsi, at hun havde lille moderkage med massivt arvæv og at navlesnoren sad yderligt i hinderne.

Der kom en del komplikationer til, hos tvilling A. Hun svævede også mellem liv og død på et tidspunkt, da hun blev ramt af gule stafylokokker.

Hun var rigtig meget igennem i de første 10 uger, men gang på gang viste hun, at hun er en fighter uden lige. Hun VIL livet.

 

Hun er stadig lille – i dag 2 år og 8,5 kg. Vi har ikke fundet et endegyldigt svar på hendes svære start på livet, men hun udvikler sig, og er en glad lille pige, trods stadige udfordringer, og sensitivitet grundet den tidlige start på livet.

Vi ser endnu ingen tegn på hjerneskade (eller mental retardering, der kan komme senere i livet, som konsekvens af hendes uopdagede lave stofskifte), så vi føler os meget taknemmelige og lykkelige over vores beslutning, at vi fulgte vores mavefornemmelse, at vi gav hende (dem begge 2) chancen for livet.

 

Vores 2 små mirakler.

 

Skrevet af: Helene Rønnow Feldt