Hvem skal tage barsel – og hvornår?

At planlægge barsel kan være en spændende men også udfordrende proces for mange nybagte forældre. Når du får tvillinger eller trillinger, kommer det ekstra tvist, at du alene på barsel bare er i undertal i forhold til antal babyer.

I dette indlæg vil jeg gennemgå, hvordan barselssystemet i Danmark fungerer, hvilke muligheder der er for fordeling mellem mor og far, og jeg vil give tips til, hvordan man kan strukturere sin barsel, så det gavner både mor, partner, karrieren og tvillingerne eller trillingerne.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at fordele sin barsel på. Det er individuelt hvad både børn og forældre trives i, om tvillingerne er født til tiden eller for tidligt, har behov for ekstra støtte, økonomi osv. Der er mange faktorer, der spiller ind i planlægningen af en barsel.

Start ud med at undersøge barselsreglerne på din arbejdsplads og i din overenskomst – de er nemlig varierende.

 

Barselsreglerne i Danmark – en oversigt
I Danmark har forældre ret til barselsorlov med løn eller dagpenge, og denne ret er opdelt i flere forskellige perioder, som forældre kan fordele imellem sig. Lad os tage et hurtigt overblik:

Graviditetsorlov (før fødslen):
Moren har ret til at gå på orlov fire uger før den forventede fødsel.

Barselsorlov (efter fødslen):
Moren har ret til 14 ugers barselsorlov efter fødslen. Disse uger er øremærket mor.

Fædreorlov:
Faren eller den medmor, som har juridisk ret til barnet, har ret til to ugers fædreorlov, som skal afholdes inden for de første 10 uger efter fødslen. Disse uger er øremærket og kan ikke overføres.

Forældreorlov:
Efter morens 14 ugers barselsorlov har forældre 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles mellem mor og far. I 2022 blev der indført en ny lov om, at hver forælder har 11 ugers øremærket orlov. Hvis en af forældrene ikke afholder deres øremærkede uger, kan de ikke overføres til den anden forælder, og ugerne vil derfor gå tabt. De resterende 10 uger kan forældrene frit fordele mellem sig.

Ekstra tvillingebarsel:
Forældre til tvillinger, der bliver født fra 1. maj 2024, får ekstra 26 ugers orlov med barselsdagpenge. De ekstra 26 ugers orlov fordeles med 13 ugers orlov til hver forælder, som skal være afholdt inden for et år. Orloven kan ikke overføres mellem forældrene, men forældrene vil kunne dele den ekstra orlov med en social forælder.

 

Hjemmepasning
I mange af landets kommuner er det efterhånden muligt, at få tilskud til at hjemmepasse sine børn. Det er dog op til den enkelte kommune, om man vil give tilskud til, at forældre selv passer deres børn. Det er ligeledes op til den enkelte kommune at bestemme tilskuddets størrelse. I den lave ende giver nogle kommuner knap 3.000 kroner i tilskud, mens andre kommuner giver op omkring 8.000 kroner pr. barn. Hvis du ønsker at have dine børn hjemme i længere tid end barslen tillader det, kan det give mening at undersøge hvad din kommune tilbyder for hjemmepasning og om en eventuel arbejdsgiver kan og vil give orlov til dette.

 

Fordelingsmuligheder – hvordan kan man planlægge sin barsel?
Når man planlægger sin barsel, er det vigtigt at tage hensyn til familiens behov og begge forældres arbejdssituation. Der er mange muligheder for at skræddersy en barselsplan, og nogle af de mest populære strategier inkluderer:

Traditionel fordeling:
Mange familier vælger en mere klassisk fordeling, hvor moren tager hovedparten af barslen, og faren holder sine to øremærkede uger samt nogle ekstra uger fra forældreorloven. Dette kan give moren mulighed for at tilbringe de første mange måneder med tvillingerne, mens faren tager over senere.

Lige fordeling:
Flere og flere familier vælger at dele barslen mere ligeligt, især efter indførelsen af de øremærkede uger til begge forældre. For eksempel kan man vælge, at moren holder de første 6 måneder, og faren tager over i de næste 6 måneder. Det giver begge forældre tid til at knytte sig til børnene og tage aktiv del i omsorgen.
Efter de nye regler for ekstra barsel til tvillinge- og trillinge forældre, er der ligeledes mange der deler barslen ligeligt og afholder dele af, eller hele barslen sammen.

Overlappende orlov:
En anden mulighed er, at mor og far tager en del af barslen sammen. For eksempel kan man planlægge en periode, hvor begge forældre er hjemme på samme tid. Dette kan være særligt nyttigt i starten, hvor den nye hverdag med to babyer kan være overvældende.

Fleksibel fordeling:
En af fordelene ved det danske system er fleksibiliteten. Man kan aftale med sin arbejdsgiver at tage orloven på deltid eller forlænge forældreorloven med op til 14 uger uden dagpenge, så forældrene får længere tid med tvillingerne. Man kan også vælge at sprede orloven over en længere periode ved for eksempel at holde en uges orlov hver måned, mens børnene vokser op.

 

Hvordan påvirker barslen arbejdsgiveren?
Det er vigtigt at tage sin arbejdsgiver med i planlægningen. Arbejdsgiveren har ret til at blive informeret om, hvornår og hvordan barslen bliver afholdt, og der er ofte gode muligheder for at lave fleksible aftaler, afhængigt af virksomhedens størrelse og behov. Nogle virksomheder tilbyder endda ekstra barselsvilkår, så tjek jeres kontrakter og eventuelle overenskomster.

 

Tips til at fordele barslen på en god måde

Kommuniker åbent:
Tal åbent med din partner om hvordan I begge ønsker at bruge barslen. Det kan være en god idé at starte disse samtaler tidligt, så I har tid til at finde en fordeling, der fungerer for jer begge.

Tag hensyn til både karriere og familieliv:
Tænk på hvordan barselsfordelingen påvirker begge jeres karrierer. For nogle familier kan det være vigtigt at sikre, at begge forældre får tid til både børnene og deres arbejde.

Vær fleksibel:
Livet med børn er uforudsigeligt, og det kan være nødvendigt at justere jeres planer undervejs. Sørg for at have en fleksibel tilgang, hvis der opstår ændringer i jeres behov eller situation. Det kunne f.eks. være at jeres flerlinger bliver født før tid og der derfor skal tænkes i helt andre baner pga. en længere indlæggelsesperiode.

Få styr på økonomien:
Sørg for at have et overblik over, hvordan barslen vil påvirke jeres økonomi. Undersøg jeres ret til dagpenge, eventuelle arbejdsgiverordninger og hvad der vil ske, hvis en af jer vælger at forlænge orloven uden løn.

At fordele barslen i Danmark giver forældre en enestående mulighed for at skabe en balance mellem familieliv og karriere. Med en fleksibel tilgang kan man sikre, at både mor og far får tid sammen med børnene – samtidig med at opretholde kontakten til arbejdsmarkedet. Husk at planlægge i god tid, tage hensyn til hinandens behov, og være åbne for at justere planerne, hvis nødvendigt.

Barsel er en unik tid, og det vigtigste er, at både forældre og børn får den bedst mulige start på livet sammen.

 

Eksempler på fordeling af barsel fra andre tvillingeforældre

”Vi har været under den gamle barselorlov. Vi tog 11 uger sammen til start. Far tog på arbejde. Min barsel sluttede (efter eget valg) efter 22 uger og så har far haft resten af barslen + 8 ugers hjemmepasning. Her bagefter fortryder jeg lidt at vi ikke prioriterede flere måneder sammen og måske tidligere start i dagpleje, f.eks. ved 10 måneder”
– Mette

”Vi var under de gamle regler. Jeg fik al den barsel jeg kunne fra far da det økonomisk bedst kunne betale sig og det fungerede fint når først man lærte at samle begge børn op 👌😂”
– Katrine

”Da min mand er selvstændig børnepasser i eget hjem, så afholder han kun to ugers barsel efter fødsel. Han overfører herefter alt det han kan til mig, så jeg ender på 52 uger (det jeg umiddelbart må). Han gemmer så 7 uger til de er ældre eller drypvis. Hans 13 uger ekstra (pga tvillinger) overfører han til en anden, formentlig min mor, da de ikke kan overføres til mig.”
– Anonym

”En lille ting vi syntes var smart for os var, at jeg gemte noget af det ferie jeg havde sparet op på barslen. Så istedet for at bruge fx 15 feriedage før start på arbejde, så gemte jeg dem og aftalte med mit arbejde, at jeg havde en feriedag om ugen i fx 15 uger. Det lettede lidt på tilbagevenden til job og livet med børn i institution.”
– Anonym

”Vi har delt al orlov lige over og inkl. lidt ferie giver det min mand 10 måneder og mig 11 måneder, som vi afholder sammen ♥️”
– Anonym

Til jer med de nye barselsregler for flerlinger – hvordan har I valgt at dele barslen med yderligere 26 uger til rådighed? Del meget gerne i kommentarfeltet!