Hvordan skal jeg føde TO børn? Jeg kunne knapt nok føde ét

Tanker om fødslen meldte sig hurtigt, efter vi så de to hjerteblink. Faktisk havde de været der længe. Allerede inden jeg blev gravid. Ja, egentlig siden storebror blev født i 2020. Storebrors fødsel var hård. En igangsættelse, vestimulerende drop, sugekop og til sidst grad 1 akut kejsersnit under fuld narkose. Starten på moderskabet var mildt sagt en hård omgang for mig.

Så da snakken om flere søskende blev mere seriøs, kunne tanker om endnu en fødsel ikke lade være med at dukke op i hovedet. Den første havde været det vildeste kontroltab. Kunne jeg klare det igen?

Og da de to hjerteblink så kom frem på skærmen, føltes det hele endnu mere ude af kontrol. Tvillinger betød med stor sandsynlighed endnu en igangsættelse. Og vestimulerende. Og alle mulige andre ting, der er særlige ved en tvillingefødsel. Hvordan skulle jeg klare fødslen af TO børn? Jeg kunne knapt nok føde ét.

Kejsersnit?

Vi fik ret hurtigt besluttet, at vi gerne ville have kejsersnit. Planlagt denne gang. Jeg har aldrig haft en drøm eller forestilling om, at skulle vise at jeg var “urkvinde” eller andet, ved at føde børn vaginalt. Men jeg ville dog gerne være vågen, når mine børn kom til verden. Jeg frygtede, at det ville ende i akut kejsersnit igen, eller noget ville gå galt, hvis jeg forsøgte at føde vaginalt. Det føltes for risikofyldt.

Men kunne man bare bede om kejsersnit? Altså sådan, bestille et? Under min første fødsel følte jeg mig enormt presset til at føde vaginalt, af jordemødrende på sygehuset. Kejsersnittet var sidste udvej, også selvom jeg tiggede og bad om det. Så jeg turde ikke håbe på, at jeg kunne få lov til at få et planlagt kejsersnit, uden nogen egentlig sundhedsfaglig grund.

Som tiden gik, ventede jeg på, at jeg skulle snakke med nogen om fødslen. Hvornår kunne vi snakke om, hvordan det skulle foregå? Jeg fik nævnt det nogle gange for både min læge og scanningspersonalet. Men hvem kunne tage beslutningen? Hvem kunne sige endeligt ja eller nej?

Ved anden sidste scanning havde den første tvilling vendt sig med fødderne nedad. “Du skal have planlagt kejsersnit,” var meldingen. Pyha! Fantastisk. “Jeg havde faktisk også tænkt mig at bede om et planlagt kejsersnit,” fik jeg sagt. Jamen så var alt jo godt. Og selvom tvillingen havde vendt sig med hovedet nedad igen til den næste scanning, var kejsersnittet stadig i planen. Alt var godt.

Kan vi få en sæt tvillinger kl. 9.30, tak?

Vi fik en dato for, hvornår de ville komme til verden. På Viborg sygehus bliver planlagte kejsersnit udført på tirsdage. 19. december. Præcis 38+0.

Det føltes lidt som at skulle på ferie. Vi havde pakket vores ting og mødte op på patienthotellet i Viborg. Vi meldte vores ankomst i receptionen og fik vores værelse, hvor vi skulle vente, til de var klar til os. Det føltes mærkeligt, fordi meget af den usikkerhed og og uvidenhed der ofte omkredser en fødsel var væk. Det var som om vi fik vores babyer på bestilling. Kan vi få et sæt tvillinger kl. 9.30, tak?

Men det var fantastisk. Jeg følte mig i kontrol. Personalet så mig, snakkede med mig. Forklarede os, hvad der skulle ske. Spurgte ind til os, vores familie og vores tanker. Alt det, der manglede ved første fødsel, var til stede denne gang. Jeg blev taget i hånden hele vejen. Det var lige som det skulle være.

Hjertet sad oppe i halsen, da vi endelig kom ind på operationsstuen. Hvordan ville det være at være vågen til kejsersnittet? At vide, at man blev opereret, uden at kunne mærke noget? Og hvordan ville det føles at se tvillingerne lige efter, de var kommet ud? Kunne jeg få dem op til mig?

Der var omtrent 13 mennesker på stuen til at tage sig af mig og babyerne. Så mange mennesker til at tage imod 2 babyer? Det var overvældende. Men gav også en følelse af, at der var styr på det.

Jeg ville have så meget af oplevelsen med som muligt. Måtte jeg se, når de kom ud af maven? Ja, det måtte jeg nok godt.

Alle var så søde og opmærksomme. Personalet pjattede og stemningen var god. Alle hilste på og forklarede mig deres rolle og hvad der skulle ske. Helt stille og roligt. Jeg blev bedøvet og lagt ned. Fik klæde over. Min mand sad til venstre for mit hoved. Og så begyndte operationen.

Kejsersnittet

Jeg kunne ikke mærke at de skar. Jeg kunne mærke, at de hev i mig for at åbne op og få babyerne ud. Men ingen smerte. Men jeg kan tydeligt huske følelsen, da de tager den sidste tvilling ud af maven og mine lunger endelig får plads igen. Jeg tror ikke jeg vidste, hvor klemt mine organer faktisk havde været.

Som aftalt, hiver de ned i forhænget, da den første tvilling kommer ud. Jeg får ham at se, som en af de første. Ved storebrors fødsel, så jeg ham først omtrent en time efter, han var blevet født. Det her var alt, hvad jeg havde drømt om. Jeg græder. Af glæde og af lettelse. Alt er godt.

Da han kommer ud, starter de et ur. Jeg mener det var på 60 sek. Da tiden er gået, klipper de navlestrengen. De tager ham med over til bordet for at sikre sig, at han har det godt og for at pakke ham ind. Min mand går med.

To minutter efter bliver tvilling to født. Rækkefølgen er lidt udvisket i mit hoved. Men min mand kommer med tvilling et. Hvor var nummer to får jeg spurgt på et tidspunkt. Han skulle lige have lidt hjælp, men han var ok. Jeg får tvilling et op på mit bryst, så godt som han nu kunne være der for forhænget. Min mand sidder med tvilling to.

Følelsen var ubeskrivelig. Når jeg tænker på det nu, tror jeg ikke som sådan det var følelsen af overvældende kærlighed. Jeg tror det var følelsen af, lettelse og glæde over, at alt gik godt. Følelsen af opfyldte håb og drømme. Taknemmelighed. Kontrol.

Efter fødslen

Efter jeg er syet sammen kommer vi på en fødestue. Mad. Ro. Tid. Oplevelsen får lov til at synke ind. Jeg føler mig helet. Den første fødsel var traumatisk. Denne var alt det modsatte. Efter første fødsel følte jeg, at jeg havde fået tæsk indvendigt. Jeg var gul og blå indefra og ud. Sjælen havde også fået et par slag. Jeg kunne knapt gå i flere uger efter. Ikke løfte. Denne gang fløj jeg på en sky. “Du er godt nok mobil” siger sygeplejersken, da jeg sidder i skrædderstilling på sengen dagen efter fødslen. Hvilket kejsersnit? Nå, det? Efter den første fødselsoplevelse, føltes det her som ingenting.

Her 4,5 måneder senere, tænker jeg stadig tilbage på oplevelsen med glæde. Og taknemmelighed. I mit hoved, kunne fødslen ikke være gået bedre. Jeg er glad for, at jeg fik planlagt kejsersnit. Det kan være en helt igennem fantastisk måde at føde på. Det kan være hårdt at komme sig ovenpå. Men det kan også være en måde at få en følelse af kontrol over noget, som ellers er meget ukontrollerbart. Og så kan det hele gamle sår.

Skrevet af: Matilde Kjeldal Fyhn