Tillykke, I skal have tvillinger

“Har I god plads derhjemme?” spørger jordemoderen. Vi kigger på hinanden og siger sådan “ja, nogenlunde.” “Godt. For I skal have tvillinger,” siger hun.

Hvad?! Alt står stille. Det føles som om, at luften er suget ud af rummet. Jeg tror ikke en sammenhængende tanke går gennem mit hoved. Jeg kigger på min mand. Han er hvid som et lagen. Jeg tror han er gået i chok. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarer. Jordemoderen spørger min mand om han er okay. Jeg tror, hun er oprigtigt bekymret for ham.

Vitterligt 5 minutter inden den tidlige scanning vi nu er inde til, har vi lige snakket om det bedste og det værste, vi kunne forestille os. Jeg frygter, at der ikke er liv. Min mand frygter tvillinger. To hjerteblink vil faktisk være værre, end ingen hjerteblink. Og her sidder vi så. Midt i hans værste mareridt.

Siden fødslen af storebror i 2020 har vi ikke været helt enige om antallet af børn, vi gerne ville have. Inden vi fik børn, ville jeg gerne have tre. Efter vi fik den første ville jeg måske bare gerne have ét. Min mand ville altid gerne have to. Som tiden gik, kunne jeg godt være med på den. Vi kunne godt klare ét barn mere.

Da jeg bliver gravid, beslutter vi os for at få en tidlig scanning på en privatklinik, for at sikre os, at der er liv derinde. Ikke i vores vildeste fantasi havde vi tænkt, at tvillinger faktisk var en reel mulighed. Selv ikke da det første billede kommer op på skærmen, og man tydeligt kan se to separate fostersække, tænker jeg tvillinger. Min hjerne er blank. Måske er det bare sådan det ser ud, så tidligt i graviditeten?

Selv efter at jordemoderen har sprængt bomben, fatter jeg det ikke rigtigt. Scanningen bliver afsluttet. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi snakker om. Vi går derfra hånd i hånd, helt lamslåede. Det er ufatteligt. Er det en film? Det her sker for andre, ikke for os.

Vi går hen til den legeplads, hvor min mor og søster passede vores ældste, mens vi var til scanning. “Hvordan gik det?,” spørger min de. Jeg tror en af dem siger “åh nej,” da vi fortæller, at der er to. Jeg kan ikke så godt huske det. Men deres målløse ansigter er et spejl af vores egne.

Vi bruger måneder på at sluge den kæmpe kamel. Folk spørger, om vi har vænnet os til tanken. Kan man det? Sådan rigtigt? Vi aner jo ikke, hvordan det bliver at få to på én gang. Jeg tror ikke, at vi kan forstå det, før de er her. Men én ting er sikkert. Jeg knytter mig til de små liv i maven. For hver scanning bliver de mere og mere virkelige.

Hvad gør vi?

Min hjerne går hurtigt i praktisk mode. Vi havde håbet at kunne genbruge en masse udstyr fra storebror. Nu skal vi ud og skaffe nyt. Hvilken tvillingevogn er bedst? Vi har lige købt ny bil. Fin til en familie på 4, for lille til en familie på 5. Kan vi overhovedet være der?

Men jeg er også bange. Jeg har vænnet mig til tanken om, at der kommer to. Men en tvillingegraviditet er også risikofyldt. Frygten for at få to ændrer sig til at frygte, at der ikke kommer to. Hvad nu, hvis noget går galt? Hvis den ene eller begge ikke udvikler sig som de skal? Hvis jeg går i fødsel alt for tidligt? Og hvad med fødslen? Hvordan skal den foregå?

Jeg har været igennem en graviditet og fødsel før, men alt føles helt nyt denne gang. Usikkert. Tanker om babyernes velbefindende og min krop fylder. Men også bekymringer om tiden efter. Kan vi klare det her? Vi havde det godt som en familie på tre. En god hverdag med en fin mængde overskud. Bliver det her bomben, der sprænger alt, hvad vi har opbygget, helt i stykker? River vi tæppet helt væk under os selv?

At finde ud af, at vi ventede tvillinger var nok den største overraskelse i vores liv. Aldrig havde vi tænkt, at vi faktisk kunne få to på én gang. Det er noget, der sker for andre. Jeg kan ikke sige, hvornår frygten og overraskelsen ændrede sig til glæde og kærlighed til de små. For mig kom det vidst rimelig hurtigt.

Jeg tror ikke, at min mand faktisk forstod, at der skulle komme to, før vi havde dem i armene. Selv der, virkede det uvirkeligt. Det gør det faktisk nogle gange stadigvæk. Mange siger, at vi er seje, de kan ikke forstå, hvordan vi gør det, de ville aldrig kunne klare det, hvis det var dem. At have tvillinger er efterhånden blevet hverdag – det er jo bare sådan det er for os. Midt i hverdagstrummerummen kan man godt glemme, at vi har tvillinger. Og at vi får en oplevelse, som ikke så mange andre får.

Men når andre kommenterer på det, bliver vi alligevel mindet om, hvor stort og vildt det egentlig er. Men selvom det kan være svært at forstå og vænne sig til tanken om, når man ser de to små blink på skærmen, bliver det alligevel hverdag og når man lærer de to små at kende, er det ikke til at forestille sig, hvordan det ville være uden dem. Selvfølgelig skulle det lige være de to, der blev en del af vores familie. Nu kunne det ikke være anderledes. Men vejen til at acceptere og glæde sig over, hvad der ventede os, var ikke nem. Men vi kom derhen.

Skrevet af: Matilde Kjeldal Fyhn